Jette Madsen

Jette Madsen

Herning

“Vakuum-terapi hos WittClinic i Gødstrup, har givet mig livet tilbage…”

”Efter at have været holdt alvorligt nede af sygdom i næsten ti år, er jeg nu efter ca. tredive behandlinger med vakuum-terapi så småt ved at være mig selv igen.

DET ER SIMPELTHEN HELT FANTASTISK! Jeg har ikke følt mig så godt tilpas som nu, igennem de sidste ti år.”

For ca. ti år siden fik jeg fjernet en stor muskelknude i maven, som man som udgangspunkt frygtede var ondartet. Men til min store lettelse, var den godartet. Under operationen skete der dog en grusom fejl, og jeg fik skåret en stor blodåre i maven halvt over. Jeg blev lukket uden lægerne opdagede deres fejl, og sendt til opvågning. Mange liter blod og ca. tolv timer efter operationen stod det dog klart for lægerne, at der næsten ikke var mere blod i min krop. Der blev igangsat blodtransfusion, og jeg kom akut tilbage på operationsbordet. Her viste det sig, at hele bughulen var fyldt med blod. Jeg blev drænet, ”inventaret” blev flyttet rundt, og jeg blev ”snøret” sammen igen.

Efterfølgende blev jeg aldrig rigtig frisk igen. Jeg følte konstant en overvældende træthed og var generelt skidt tilpas – jeg levede med en kronisk influenzalignende tilstand. Mit operationssår ville ikke hele, og der kom jævnligt en lille åbning her og der, hvor ”kagecremen” kom ud (betændelse/puds). Inde i maven havde jeg vandret, fra hofte til hofte, hvad der føles som en kæmpestor øm frankfurter.

Det føltes efterhånden som om, at jeg havde betændelsestilstand i hele kroppen, og mine ben var fuldstændig uregerlige. Jeg faldt over alt og ingenting, og mine knæ gik af led igen og igen. Min diagnose: ”du er rask – du må blot vende dig til din nye tilværelse”.

Nu hvor jeg, ifølge videnskaben, ikke fejlede noget, måtte jeg jo kunne arbejde det væk. Og jeg forsøgte, men det endte blot med at forværre hele situationen. For ca. fire år siden fik jeg et lille gnavesår/hudafskrabning på min ankel på størrelse med en femkrone.

Det ville bare ikke hele, og det blev større og større. Jeg fik det ene medikament efter det andet, men intet hjalp, og såret voksede fortsat. Mit ben begyndte at hæve, og blev blåt. Huden revnede på kryds og tværs og faldt af. Pulsen slog i benet, og jeg havde en feberlignende tilstand. Selvom jeg var klædt på i vintertøj, frøs jeg i 28 °C. Hele tiden blev det værre og værre, og det tapløb nu ud af benet med gullig væske. Efterhånden begyndte samme scenarie i det andet ben, og til sidst levede jeg i et stort smertehelvede, som jeg til tider tvivlede på, om jeg ville overleve. Gennem flere år fik jeg ikke en ordentlig nattesøvn grundet smerter.

Da jeg endelig mødte en læge, som valgte at give mig noget ”modgift”, stod den på noget af det stærkeste overhovedet i ca. et år, men benene smertede fortsat voldsomt og var alt for tykke grundet væskeophobninger. Jeg blev ordineret vanddrivende piller, hvilket resulterede i, at betændelsen kom ud af øre og næse. Jeg fik revner under brysterne og i lysken, hvor det væltede ud med ”kagecreme”. Det er en meget ubehagelig oplevelse, og hud på mine ben havde jeg ikke længere meget af.

Pludselig så jeg en artikel i Herning Folkeblad omkring vakuum-terapi. Jeg googlede det og fandt ud af, at det var blevet opfundet for at undgå, at astronauter fik koldbrand i benene. Jeg tænkte herefter, at det kunne være en hjælp for mig, og at det i den grad var forsøget værd!

Langsomt, men sikkert bliver min krop bedre dag for dag. Mit operationsar er langt om længe helet, mine bene hæver først hen på eftermiddagen, jeg kan stå og gå UDEN smerter, og der er endelig kommet hud på mine ben.

Forandringen kan slet ikke beskrives med ord, men det er virkelig helt igennem fantastisk.