Lasse Staunstrup Lassen

Lasse Staunstrup Lassen

“Hortons hovedpine. Farvel til et smertehelvede”

Farvel til et smertehelvede

Blue Fox-spiller Lasse Staunstrup Lassen lider af den sjældne sygdom Hortons hovedpine, som giver ekstremt voldsomme smerter.Men så en dag så hans hustru en video om vakuumterapi …

Forestil dig at du får stukket en kniv i det ene øje. En kniv, der bliver vredet langsomt rundt og udløser en smerte så ekstrem, at den får dig til at hyperventilere, ryste over hele kroppen  og kaste op. Øjet bliver rødt og løber i vand, næsen løber og føles stoppet, og øjenlåget begynder at hænge. Den slags voldsomme anfald havde den 30-årige Blue Fox-ishockeyspiller Lasse Staun- strup Lassen jævnligt og i timevis indtil for et halvt år siden. Han lider af den sjældne lidelse Hortons hovedpine, som er en af de mest smertefulde, der findes. Da Folkebladet møder ham, er hans venstre øje helt rødt i venstre side. Det skyldes dog ikke sygdommen, men et uheld på isen, for siden han begyndte at få vakuumterapi for et halvt år siden, har han ikke haft nogen nævneværdige anfald.

Ikke helt almindeligt

Lasse S. Lassen var 20 år, da han fik et anfald første gang. Han var lige begyndt at læse til forretningsingeniør på universitetet i Aalborg, og han anede ikke, at der var noget, der hed Hortons hovedpine.
– Jeg var i skole, da jeg fik en vanvittig, helt ekstrem hovedpine, og jeg måtte sige til min studiegruppe, at jeg blev nødt til at gå hjem, fortæller han.
Hortons hovedpine varer typisk i perioder fra tre til seks uger ad gangen med anfald hver anden dag. Lasse S. Lassens første periode med sygdommen varede tre uger, hvor den voldsomme hovedpine vendte tilbage næsten dagligt i én til fire timer – oftest om aftenen.
– Så var der en periode på nogle måneder, hvor jeg ikke mærkede noget, inden der kom en ny periode med anfald, fortæller han.
– Som ung er man jo ikke til at skyde igen- nem, så jeg tænkte ikke over det, før anfaldene vendte tilbage, siger han.
Han var dog godt klar over, at det ikke var nogen helt almindelig hovedpine, han døjede med, og i de følgende år opsøgte han både sin egen læge, ishockeyklubbens læge og lands- holdslægen – seks-syv læger i alt.
– De syntes, det lød som spændingshoved- pine eller migræne. Jeg tror ikke, de kendte til Hortons, siger han.

En hård hund

Som ishockeyspiller har Lasse S. Lassen en høj smertetærskel. Smerte er en del af det fysisk hårde spil, og man beklager sig ikke, når det gør ondt.Derfor kunne han heller ikke lade være med at spekulere på, om det var ham, der var en kylling, når han fik den voldsomme hovedpine.
-Kan det nu også passe, at jeg har så ondt? Tænkte jeg. Jeg vidste jo ikke, hvad det var, siger han.
Men Lasse S. Lassen er ikke nogen kylling – snarere en hård hund. Det illustrerer den skade, som han pådrog sig på isen for nylig, og som er årsag til, at hans venstre øje er rødt: En ishockey-puck fandt vej ind gennem hjelmens smalle hul til øjnene og brækkede et par ansigtsknogler.
– Det må hellere ske syv gange i ugen, end jeg vil have et anfald af Hortons hovedpine, siger han.

Et tydeligt mønster

Lasse S. Lassen har spillet ishockey, siden han var 5 år, og været professionel de seneste 13 år. Da han fik sit første anfald af Hortons hovedpine, troede han, at det var eftervirkninger af en tackling på isen. Men anfaldene vendte tilbage med jævne mellemrum, og som tiden og årene gik, viste der sig et mønster.
Anfaldene kom ofte som efterslæb på en periode, hvor jeg havde været stresset eller haft travlt. I sommerferien og i juleferien typisk.

Som om hjernen registrerede, at nu kunne den slappe af, og så reagerede den. Det var et tydeligt mønster. Men det lærte jeg at acceptere, siger han. Anfaldene begrænsede ham fysisk i nogle timer, hvor han var ude af stand til at foretage sig noget som helst, og de tærede på energien og overskuddet, hvilket naturligvis influerede på spillet på isen.
Min krop brugte mange kræfter på at bearbejde smerterne. I sport betød det, at jeg manglede de sidste 5-10 procent, siger Lasse Lassen.

Mit kors at bære

Psykisk følte han afmagt. Når et anfald var på vej, vidste jeg, at jeg ville få vanvittige smerter. Det var ekstremt hårdt at vide det og skulle bearbejde det. Og jeg tænkte hele tiden: Hvornår kommer det næste anfald? Men det værste er, at i mange år følte jeg, at der ikke var noget at gøre ved det, og at jeg skulle leve med det resten af livet. Det var ikke super sjovt, siger ishockey- spilleren.
– Det har hjulpet, at jeg er et positivt, optimistisk menneske, og at jeg er tilfreds med alt andet i mit liv. Jeg var jo i god form, sund og rask, og jeg har altid fået stor støtte i perioderne med anfald – særligt af min hustru, men også af forældre og venner.
– Men mentalt var det hårdt, så jeg tænkte, at det var mit kors at bære rundt på, fortæller Lasse S.

En diagnose

Til en julefrokost for nogle år siden fik han et anfald og måtte lægge sig ind ved siden af. Da han kom tilbage, spurgte en af  vennerne ind til anfaldet. Vennen fortalte, at hans far led af noget, der hed Hortons hovedpine, og at Lasse S. Lassens symptomer mindede om farens.
To dage senere sad Lasse S. Lassen hos en neurolog i Aarhus, som stillede diagnosen: Hortons hovedpine.
– Han sagde også, at man ikke kunne gøre noget forebyggende. Men jeg fik medicin, som nedsatte længden af anfaldene, så de gik fra at vare et par timer til i bedste fald 20 minutter. Det var jeg vildt glad for, siger han.

Tilfældigt gennembrud

Da diagnosen var stillet, begyndte Lasse S. Lassen at undersøge alt, hvad der var at vide om Hortons hovedpine, og han kastede sig ud i forskellige former for kropsterapeutiske behandlingsformer.
– Jeg kunne ikke stille mig tilfreds med, at jeg ikke kunne forebygge anfaldene, siger han.
– Og det værste, der kunne ske, var jo, at det ikke virkede.
Det gjorde det så heller ikke. Men en dag faldt hans hustru tilfældigt over en video med en mand, der fortalte, hvordan vakuumterapi havde hjulpet ham af med symptomerne på Hortons hovedpine.
Lasse S. Lassen så den og blev meget berørt.
Herfra var der ikke langt til at lave en aftale med WittClinic i Gødstrup, hvor Blue Fox i forvejen har en aftale om vakuumterapi som skadeforebyggelse og restitution.
Lasse S. Lassen har tidligere benyttet sig af behandlingen i forbindelse med en brækket finger, restitution og noget slidgigt.
– Det tog nogle af de værste smerter og fremskyndede ofte helingsprocessen, så jeg havde prøvet det, men ikke i et fast forløb, så jeg tænkte: »Jeg giver det et skud,« fortæller han.

Livsændrende

Behandlingen blev indledt sidst i februar  i år. Det var et intensivt forløb med tre behandlinger a 40 minutters varighed om ugen i en periode på fem uger. Og Lasse S. Lassen har ikke haft et anfald siden.
– Jeg tør ikke sige, at jeg er blevet kureret 100 procent, for nogle gange kan jeg mærke, at der er optræk til et anfald. Så spænder det op i nakken, og – å-åh! – så ved jeg, at nu kommer det. Men så er det heldigvis blevet ved ingenting eller en forholdsvis mild hovedpine, fortæller han.  Han tager ingen medicin længere bortset fra et enkelt snif af næsespraymedicinen, som han tog, da der var optræk til et anfald for nylig – efter devisen: Hellere være på den sikre side.
Men tidligere – selv om jeg tog medicinen – nåede jeg at have voldsomme smerter i minimum 20 minutter, inden smerten fortog sig. Det behov har jeg ikke på samme måde i dag, konstaterer Lasse S. Lassen.
I dag kan han nøjes med vakuumbehandling en gang cirka hver 14. dag.
– Det er helt fantastisk, at jeg har fundet en metode, der har været i stand til at hjælpe mig med at lindre min sygdom, for det er ikke særligt sjovt at tænke på, at jeg ellers skulle have levet med de voldsomme anfald de næste mange år.
Jeg krydser fingre for, at det holder, og at jeg forbliver fri for dem, siger han.
– Ham fra videoen sagde, at han havde fået sit liv tilbage, efter at han var begyndt på vakuumterapi.Det har også været livsændrende for mig. Det bedste eksempel på det er, at de seneste otte-ni år, når jeg gik på sommerferie, så havde jeg altid Hortons hovedpine hele den første I år havde jeg ingenting.

FAKTA

HORTONS HOVEDPINE.

Hortons hovedpine består af pludselige, voldsomme og jagende smerter bag og omkring det ene øje. Øjet kan blive rødt og løbe i vand, næsen kan løbe og føles stoppet, og det øverste øjenlåg kan hænge.
Hovedpinen kaldes også for »klyngehovedpine«, da anfaldene kommer i perioder (klynger), som varer en til tre måneder. Disse perioder kan komme fast flere gange om året, men hos nogle går der flere år imellem.
Hortons hovedpine beskrives ofte som en af de mest smertefulde lidelser, der findes.
Lidelsen er relativt sjælden, men man ved, at flere end 5000 danskere lider af syg- dommen.
Der går ofte op til seks år, inden patienter med Hortons hovedpine får stillet den rigtige diagnose. 

 

I næsten 10 år har ishockeyspiller Lasse S. Lassen været plaget af den voldsomme lidelse Hortons hovedpine.
– Jeg har forsøgt at holde sygdommen for mig selv, for anfaldene kom oftest om aftenen. Men jeg boede sammen med en kammerat, der oplevede det, og han blev helt nervøs og spurgte, om han skulle ringe efter en ambulance. Jeg kastede op – det gør jeg dog ikke hver gang – jeg hyperventilerede, og jeg rystede af smerte, fortæller han.
I dag har han fundet den behandling, der kan lindre symptomerne, og indtil videre har det forandret hans liv.

 

Vakuumterapi var vejen til en normal hverdag

Vakuumterapi har foreløbig hjulpet tre patienter med Hortons hovedpine på WittClinic. Behandlingsformen helbreder ikke sygdommen, men kan være med til at give patienterne en normal hverdag ved at lindre symptomerne.

Hortons hovedpine forpestede Johnny Leth- Andersens liv i en sådan grad, at han kraftigt overvejede at gøre en ende på det hele. I en video på nettet fortæller han om lidelsen og  de konsekvenser, den har haft for ham, blandt andet i form af et nærmest ikke-eksisterende socialt liv samt et massivt medicinforbrug.Men efter 20 vakuumbehandlinger hos WittClinic i Gødstrup forsvandt hans hoved- pine, fortæller han, mens stemmen kammer over.
I dag får han hverken ilt eller tager medicin længere.
– Det er som at få sit liv tilbage, siger han bevæget. Johnny Leth-Andersens behandlingsforløb er det samme, som ishockeyspiller Lasse Staunstrup Lassen har gennemgået.
I alt har WittClinic behandlet tre patienter med lidelsen Hortons hovedpine, og de har alle tre haft samme positive effekt af vakuum-behandlingen.

Det handler om ilt

Årsagen til, at WittClinic begyndte at give vakuumterapi mod Hortons hovedpine, var en henvendelse fra en kunde, der ville høre, om klinikken troede, vakuumterapi kunne hjælpe mod sygdommen.
– Vi undersøgte sagen og fandt ud af, at Hortons hovedpine blandt andet kan lindres ved at anvende ilt på maske. Det lød derfor som en relevant mulighed at prøve vakuumterapi, da vakuumterapi forbedrer blodcirkulationen og derved øger blodgennemstrømningen i kroppen. De røde blodlegemer i blodet transporterer indåndet ilt rundt i kroppen, og når man optimerer blodgennemstrømningen, optimeres transporten af ilt i kroppen også. Derfor gav det god mening at prøve vakuumterapi mod Hortons hovedpine, siger sygeplejerske Mia Karbo Jørgensen, der står for vakuumbehandlingen på WittClinic.
– Og vakuumterapi har vist sig at have en rigtig god effekt på Hortons.
Hvad med migræne og andre former for hovedpine – har I afprøvet vakuum- behandling i den sammenhæng?
-Det har vi desværre ikke den store erfaring med endnu, men vi bygger løbende viden og erfaringer på, så det kan være, at svaret er anderledes i løbet af de næste seks måneder, siger hun.

Booster kroppen

Vakuumterapi blev oprindeligt udviklet af den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, i 1960’erne, fordi astronauterne var i overhængende risiko for at få blandt andet koldbrand i benene på grund af dårligt kredsløb, når de kom i vægtløs tilstand. Vakuumterapi foregår på den måde, at kroppen – eller dele af den – skiftevis påvirkes af undertryk (vakuum) og normalt atmosfærisk tryk. Det sætter gang i kredsløbet og forbedrer blodcirkulationen – eller med andre ord: Det booster kroppen og fremmer kroppens egen helingsproces.
– Vi har forskellige programmer, alt efter hvilket problem patienten har. Programmerne gør i princippet det samme – nemlig arbejder med undertryk og normalt tryk. Forskellen ligger i vakuumtrykket og længden af intervaller, fortæller Mia Karbo Jørgensen.
– Vi ved for eksempel, at lavt vakuumtryk og lange intervaller virker på diabetessår, som skal hele indefra. Lasses behandling minder om den, vi benytter til sportsskader: et højt vakuumtryk og lange intervaller. Lasse S. Hansen har gennemgået et intensivt forløb med 15 vakuumbehandlinger mod Hortons hovedpine.

Enorm succes

For at effekten af vakuumbehandlingen skal vare ved, skal patienten fortsætte med præventive behandlinger. Det er akkurat, ligesom hvis man jogger; så er man også nødt til at løbe regelmæssigt for at holde formen ved lige, forklarer Mia Karbo Jørgensen.
Men hvor Lasse S. Lassen fik vakuumbehandling tre gange om ugen i et intensivt forløb, kan han nu nøjes med en behandling én gang hver tredje, femte eller sjette uge, siger sygeplejersken og understreger:
– Vi kan ikke helbrede med vakuumterapi, men vi kan lindre symptomerne og give patienterne en hverdag, der er til at holde ud, og vi er bare glade for, at deres hovedpine er væk.
– Faktisk var WittClinic ikke på forhånd klar over, at vakuumbehandling kunne hjælpe med at lindre symptomer for patienter med Hortons hovedpine, og vi kan heller ikke sige, at behandlingen kan hjælpe alle med sygdommen, for det har vi ikke haft patienter nok til at kunne udtale os om, siger Mia Karbo Jørgensen.
– Men det er positivt, at de tre, der har fået vakuumbehandling her, har haft enorm succes med det, og at hovedpinen er væk. Derfor vil vi gerne fortælle den her succeshistorie til andre.

 

Vakuumterapi er oprindeligt udviklet af NASA til rumfartsorganisationens astronauter. Behandlingen fremmer kroppens egne helingsprocesser og afhjælper kredsløbsforstyrrelser. WittClinic i Gødstrup tilbyder vakuumterapi, som blandt andet har vist sig af have en lindrende effekt på symptomer hos patienter med Hortons hovedpine.